Kokkeskole for firmaer

At tage på kokkeskole er en fantastisk måde at se og opleve kolleger fra nye sider.
Vores erfaring er, at en aften i samarbejde over gryderne giver en anderledes fornemmelse for, hvordan et frugtbart samarbejde på tværs af fag og vanetænkning kan fungere – og giver dermed også fornyet arbejdsglæde.

Dét at arbejde i et køkken – at smage, dufte, tale og nyde – skaber et frugtbart fællesskab. Et fællesskab der fordrer samarbejde og overskud til at give plads til andre. Og det er noget, der kan komme både kolleger, venner og større eller mindre kundearrangementer til gode, når en ny gruppe skal lære hinanden at kende – eller blive endnu mere fortrolige.

Kulinarisk køkkenarbejde ryster mennesker sammen og skaber en herlig holdånd – og gør et kokkeskolearrangement til en af de bedste metoder til teambuilding. Under vinsmagningen fokuserer vi på forholdet mellem de forskellige elementer af smag og duft, der vil påvirke parringen med mad. Vi undersøger, hvordan du bedst bruger dine sanser, når du smager, mens vi diskuterer forskellige måder at parre vin til mad, om det så er for at skabe klædelige kontraster eller fuldbyrdede symfonier.

Når måltidet er tilberedt og anrettet, er det tid til at alle “kokkene” kan sætte sig ved langbordet og nyde maden, smage på de udvalgte vine og samtidig få en kort introduktion til vinhuse og -distrikter.

Læs mere om Pakker & Priser

Læs mere om Hvordan en kokkeskole foregår